I mine teenageår begyndte jeg at udvikle mig som de fleste andre. Jeg afprøvede mig selv og var blevet en smule mere social end hvad jeg havde været i min barndom. Jeg havde ikke ret mange venner og jeg følte ikke jeg havde brug for det, for jeg havde stadig min egen lille verden at søge ind i, hvis det hele blev for meget. Mine kreative evner skød også i vejret, både på godt og ondt. Jeg fandt en store interesse for Street Art og fandt nogle medsammensvorne. Da jeg var 14 begyndte jeg at male graffiti, både lovligt og ulovligt. I starten var det mest spændingen, det at slå sit ‘tag’ op i en tunnel i den indre by. Senere fandt vi lovlige steder at male og vi gjorde stort brug af det. For mig, så var det noget at få tiden til at gå med, men så godt som det end lyder så var mit liv trods alt ikke en dans på roser. Min sygdom var blevet gemt lidt af vejen, netop fordi jeg var begyndt at udvikle mig. Desuden, så havde mine forældre også fået at vide, at det var noget der ville gå væk i mine teenageår. Hvad folk dog ikke havde regnet med var, at jeg var begyndt at udvikle en psykisk tilstand som jeg ikke helt selv havde kontrol over. I de første par år gik det roligt til, men jo ældre jeg blev, jo værre fik jeg det. I slutningen af mine teenageår, hvor mit liv faktisk så ud til at køre på skinner både med fast kæreste, eget hjem, uddannelse i gang og barn, trådte min psykiske tilstand for alvor i gang.

Jeg kan godt huske dagen hvor jeg første gang blev opmærksom på det. Rettere sagt, hvor omgangskreds som egentlig kun bestod af min daværende kæreste blev opmærksom på det. Vi kørte på Viborgvej ind mod Randers, tror nok vi skulle ud for at handle, hvor hun pludselig ud af det blå fortalte, at hun syntes jeg var ved at blive lidt sær. Jeg stillede selvfølgelig bare spørgsmåltegn, for jeg havde ikke selv lagt mærke til det. Hun fortalte yderligere at jeg var begyndt at hade andre folk. På sin vis, så gav det vel mening for mig, for jeg kan ikke huske jeg protesterede omkring det. Dog husker jeg, at jeg fandt det mere interessant at jeg var sådan. De følgende to år blev det værre og værre. Jeg blev mere og mere vred og skældte ofte ud på mine forældre og for mine kæreste, fordi jeg konstant var irritabel. Ikke synderligt meget over noget de gjorde forkert, så jeg ved stadig ikke hvor denne irritation kom fra. Det endte med, at vi måtte gå fra hinanden, da min vrede var på sit højeste, da hun simpelthen ikke kunne holde ud at leve sammen med mig. Jeg var blevet ligeglad med alt og gad ikke se andre mennesker, da jeg ikke kunne udstå at være sammen med dem.

Nu 5 år senere, er jeg faldet lidt til ro igen. Jeg ser stadig negativt på det meste i livet og har stadig vreden i mig, men jeg har lært at kontrollere den. Det har været en lang rejse at nå hertil og i de seneste 5 år har jeg mistet rigtig mange venner, knækket en psykolog og mistet et utal af kærester. Dog, så er det ikke fordi jeg har dårlig samvittighed over det for det kan jeg ikke tillade mig selv. Gør jeg først det, så er jeg bange for at jeg mister den sidste rest af menneskelighed jeg har tilbage. I al den tid jeg skulle have brugt på andre mennesker, har jeg brugt på at udvikle mit intellekt, selvom jeg højest sandsynligt ikke får brug for det, da jeg som et asocialt menneske, ikke har megen fremtid. For mig føltes det bare vigtigt at lære om ting, jeg ellers normalt ikke vidste ret meget om. Ironisk nok, så finder jeg litteratur dybt interessant, taget i betragtning af at jeg som barn hadede bøger. Noget så tørt og kedeligt som ældre russisk litteratur fangede min interesse i nogle år, herunder Tolstoj og Dostojevskij. For andre mennesker, så virker jeg muligvis som en tom skal af et menneske, fordi jeg aldrig snakker ret meget eller informere folk om mit liv. Fx ringer jeg aldrig til mine forældre for at høre hvordan de har det, for min sindsstilstand fortæller mig, at jeg ikke bør interessere mig for det. Det har der været brok over, for selv når de kontakter mig, fortæller jeg dem bare, at jeg har det fint nok, hvor jeg derefter prøver på at slippe ud af samtalen så hurtigt som jeg kan. For mig, så er mit indre kaos alt hvad hele mit liv drejer sig om. Jeg tror, at jeg finder ro i mit eget kaos, om det så er fordi jeg er bange for at miste besindelsen hvis jeg åbner op for andre, eller om jeg er nået til et punkt hvor den menneskelige normalitet skræmmer mig, det ved jeg ikke.

Dog, som jeg startede med at sige, så er det så småt begyndt at gå op for mig, at jeg måske virkelig er syg. Det er en bekymring som jeg ikke gider at have, men som jeg føler jeg heller ikke helt kan slippe. Jeg er begyndt at drømme igen om en fremtid, selvom jeg ved at der nok ikke er meget tilbage af den at komme efter, da jeg stadig ikke ved havd jeg vil resten af mit liv, andet end bare at overleve. Hvordan det ved jeg ikke, men jeg klarer mig, selvom jeg lever i absolut fattigdom uden den store kontrol over hverken menneskelige relationer eller økonomi.

Min sidste psykolog sagde, at jeg muligvis led af det man kalder skizoid personlighedsforstyrrelse. Ikke at jeg er skizofren, men muligvis lider af en gren af det. Dog, så nåede han at opgive mig, inden han fik stillet den korrekte diagnose. For mig kan jeg kun koge det ned til gætterier og prøve på ikke at bekymre mig for meget om det, da jeg ville blive sindssyg hvis jeg gjorde.

Selvom jeg har mistet rigtig mange mennesker i mit liv og muligvis er blevet en anelse ensom, så synes jeg ikke jeg har det synderlig skidt. Som de fleste andre, har jeg selvfølgelig visse ting jeg fortryder, men jeg kan ikke tillade mig selv at gå ned med flaget af den grund. Det vigtigste for mig er, at jeg kan bibeholde den sidste rest af min menneskelighed og ikke ende som en tosse.

Måske skriver jeg en dag en bog om alt det her, måske gør jeg ikke.

Vel og mærke et geni indenfor forretning og teknologi, så havde han mange fjender. Så som klaphatten Lars Ulrich fra Metallica, som alle piraterne kunne le af da han græd lidt snot i medierne over, at hans musik blev berøvet fra ham. Ja ja, tossen er trommeslager i Metallica og er fra Danmark, jeg ved det godt, men derfor er han stadig en spade. Lars Ulrich var en af de klaphatte der ikke kunne se det smarte ved, at det hele lå frit tilgængeligt. Jo, det er tyveri – ligesom derfor det kaldes pirateri, men tænk på omdømmet.

Havde det ikke været for Sean Parker var det ikke blevet så populært allerede, at skaffe sit musik online, i stedet for at rende ned til din plade pusher hver måned og rage til dig. Nu er jeg ikke ekspert, men jeg tror ikke musikindustrien havde nået så langt så hurtigt online, hvis det ikke var for Sean Parkers lille stunt. Sågar de priser vi har på nuværende tidspunkt på onlinemarkedet, er det nærmest overkommeligt at købe sig til det i stedet for at stjæle det. En musikfil går for tiden til et sted mellem 8,- og 10,- på iTunes og er i de fleste tilfælde langt billigere end at stå og fedte med dine kontanter eller dit dankort nede i Fona. De sidste mange år har jeg ikke haft et CD-cover i hånden fordi jeg købet alt musik online. Jeg husker end ikke sidste gang jeg faktisk afspillede en CD. Alt det kan vi stort set takke Sean Parker for.

Men der er mere end bare hans Napster stunt. Selvfølgelig var det Napster der startede hans berømmelse, men siden da har tingene taget fart. Siden da har han – for at tage et eksempel de fleste vel efterhånden kender til – været med til at rådgive Mark Zuckerberg og hans crew under støbningen af Facebook, og senere hen blev bestyrelsens ‘president’, men hele 7% af deres aktier. At han så senere i 2006 blev tvunget af posten, grundet en lille uheldig episode med noget kokain.

Han er også en af frontmændene bag ‘Plaxo’ (et online adressekartotek) og applikationen ‘Causes’ som man finder på Facebook. Meget kan man sige om manden, men pioner og rent geni indenfor forretning og online teknologi ligger højt på listen.

Så vidt jeg har kunne læse mig til, lærte han at programmere af sin far, da han kun var i en alder af 7. Senere, som 16-årig fik han en dom for ‘hacking’.

Desværre er der jo stadig folk der bekæmper der gør alt hvad de kan for at bekæmpe brugen af gratis musik på nettet. Et eller andet sted synes jeg det er bagateller, når man tænker på hvor lavt firmaer som Sony Entertainment har sunket. Senest måtte det gå udover YouTube, hvertfald i Danmark, hvor Sony Entertainment nu har umuliggjort det for en forbruger, at lytte til deres musik på YouTube. Jeg kunne forstå hvis de bekæmpede de større fisk, som sørgede for at folk kunne hente deres musik kvit og frit, men at gå efter YouTube på den måde er en anelse tamt. Kort sagt, så har de lavet en ‘Lars Ulrich’. Nu er YouTube konstrueret så smart, at der ikke er noget der hedder ‘repeat’ eller ‘download’. Jovist, man kan sammensætte en spilleliste og offentliggøre den, hvilket måske også bare er mere end smart idé som ikke er tænkt helt igennem. Hvad Sony Entertainment dog ikke forstår, at hvis jeg som forbruger gerne vil høre en sang, kan jeg bruge YouTube som smagsprøve. Her kan jeg høre hvilken sang det nu skulle være, for derefter at smutte ind på iTunes eller hvor jeg nu ellers ønsker at handle og så købe sangen til en fordelagtig pris. Mange husker sikkert de to kinesiske drenge, der lavede lip-sync over nogle Backstreet Boys sange via et webcam, og lage det på nettet. Sådanne videoer er man afskåret fra som Dansker, takket være Sony Entertainment og deres nærighed.

Så fuck jer, Sony Entertainment.

Jeg er kommet til den konklusion, at jeg egentlig ikke rigtig bryder mig om Danmark; hverken vores samfund eller mentaliteten af vores indbyggere. Ofte når jeg er udenfor min lejlighed, så føler jeg at jeg får en vis idioti trukket ned over ørene. Det samme gælder, når jeg bruger overreklamerede websites som Facebook. Hvad jeg ser er nærmest ikke rigtige mennesker, men en flok tomme kroppe der bare vader rundt.

Forleden havde jeg fornøjelsen af at have en åndssvag diskussion på Facebook, med en af de famøse mande-hadende kællinger, som vores danske samfund er beriget med i store mængder. Jeg blev trukket ind i diskussionen, fordi det åbenbart er forkert ikke at bryde sig om ting der er trendy, såsom Twilight. Den mande-handende kælling blev sur på mig, fordi jeg mente at den eneste grund til at langt de fleste trend-idioter i Danmark kan lide Twilight, er fordi vi er nået til et punkt i vores samfund, hvor vi er styret af impulser mere end egentlig individualitet. Det mente MHK var lige modsat og kom med det ene sørgelige argument efter det andet. At MHK var så dum at sige at alle gik op i at alt skulle være perfekt, tyder jo netop på at vi lader styre af impulser og ikke individualitet. Trends som at gå i træningscenter og se trash direkte fra Hollywood, er noget alle mennesker gør nu. Man skal ike mange år tilbage for, at det kun var en adskilt gruppe mennesker der gik i træningscenter, men sådan er det ikke længere. Nu er det blevet trendy at gøre det, og langt de fleste gør det for at kunne prale med det, for at lade andre tro at de i virkeligheden er sunde. Sikke noget pis. Jeg havde engang en overvægtig kollega der gik i træningscenter for at tabe sig. Hun snakkede om det hver eneste dag, for at vedligeholde sin falske stolthed. Hvad hun ikke selv lod mærke til, var at hun lige så ofte snakkede om at spise pizza. Det mest sjove er, at mens jeg havde glæden af at arbejde sammen med matronen, tabte kun sig ikke et kilo. Ergo må det betyde, at den oprigtige grund til at hun gjorde dette, var fordi hun ikke er andet end en slave af trenden.

Os danskere er blevet sådan et lorte folkefærd. I gamle dage var vi så stolte af vores danskhed at det var til at brække sig over, men dog var der hold i det. Nu er denne danskhed efterhånden forsvundet, samtidig med at vi får blandet flere og flere kulturer ind i vores samfund. Af og til kan jeg godt forstå at pensionisterne brokker sig over vores samfund. De brugte deres unge dage på at beholde Danmark, og nu kunne det i og for sig være skide lige meget. Så sent som i dag sad jeg i en bus, hvor jeg nærmest ikke kunne høre mine egne tanker, for bare 3 forskellige sprog alle talt på samme tid, af en flok unge ny-danskere. Dog, så sætter vi stadig vores danskhed I og åh så højt, selvom det er et ikke-eksisterende fænomen mere. Nej, nu om dage, så handler det alt sammen om hvad vores nabo foretager sig. Hvis han køber en ny bil, så skal vi ogsåkøbe ny bil. Hvis han får en ny postkasse, så skal vi også gøre det. Det er lige præcis min pointe med at vi lader os styre af impulser. Der er ingen der tager individuelle beslutninger mere. Alle er efterhånden gået hen og er blevet ens.

De værste i vores samfund er kvinderne. Det er jeg blevet vist på de sidste par år. I Danmark har vi tre slags kvinder:

- Dem der gerne vil have en kæreste

- Mandehaderne, som hader alle mænd og mener vi alle er nogle svin

og så den værste…

- Blandingen

Blanding er vitterlig den værste og nok mest hyppigste der for tiden findes. I dagens Danmark, så er skilsmisse noget man beslutter hen over kaffebordet, efter kun få års ægteskab (hvilket er et ord der fuldstændig har mistet sin betydning) og derved smadrer to liv, hvis ikke flere når der er børn indblandet. Det er blevet en trend at gå fra hinanden i dette lorteland. I givende situation, det er der hvor manden i de fleste tilfælde er ude at svinge pikken og kvinden er ude at dryppe dansegulvet til, fordi hun synes det er frækt at gå uden trusser i byen. Når den slags sker, opstår der ofte pinlige situationer, der i en kraftig drejning stater kønnenes kamp gang på gang på gang. Nogle kvinder får den idé, at alle mænd er nogle svin, men alligevel ligger de og knepper til højre og venstre. Det er den slags kvinder der er farlige og jeg har selv haft fornøjelsen af at støde på et par stykker. De er rædselsfulde. Jeg hader at jeg bliver sat i bås, uden at det omvandrende yver overhovedet kender mig eller giver mig en chance. Jeg er per defination bare et svin – det er alle mænd jo. Alligevel, så er der nogle stykker af disse rædselsfulde kællinger der alligevel formår at havne i et fast parforhold, og så starte cirkuset om igen. De hader stadig mænd og synes stadig mænd er nogle svin, men de kan heller ikke leve uden den tryghed vi kan tilbyde og den magt de mener de har over os.

Det er hvad vores danskhed er nået til. Altså, en flok tomme mennesker der bare tonser rundt og gør hvad alle andre gør, i stedet for at stoppe op og skabe deres egne interesser. Kærlighed er noget man køber i forretninger og ægteskab er lig hvad man kan købe i et drive-in – altså noget der er hurtigt og ikke så meget værd, at man alligevel bare kan smide det ud, når man ikke gider det mere. I nutidens Danmark, der kæmper man ikke for et parhold, der er det parforholdet der kæmper for én og alt for ofte taber kampen.

Så er der vores højtelskede velfærdssamfund, der er så pilrådden at der gror mug på hver eneste lønseddel du får ind ad døren. Engang var vi stolte af vores arbejderklasse, men hvor er den nu om dage? Den er ikke-ekstisterende. Klassekampen er for længst tabt og der er kun få mennesker der stadig gider gøre en indsats for at redde de svage i samfundet. Resten af samfundet er en flok marionetter der er lige til at lukke op og skide i. Lykke er noget vi higer efter, det er noget vi køber i forretninger som Elgiganten og Vero Moda. For ikke længe siden var der en bekendt af der lige præcis overbeviste mig om, at det er en realitet. Kæmpe fladskærm og sourround system til soveværelset, velvidende at vedkommende lige havde mistet sit job. For folk nu om dage, der betyder lykken ikke ret meget på længere sigt. Lykke er noget de konstant skaber sig på kort tid, og endnu engang er det en af aspekterne i at vores samfund er på vej lige lukt i undergrunden.

Jeg synes det er synd at dette land er blevet så pilrådden, og hvis jeg ikke havde en langtidsplan foran mig, så var jeg flygtet et sted hen hvor de stadig har realiteterne et sted i baghovedet.

Jeg er flov over min generation og deres dumhed.

Egentlig, så tror jeg mit nuværende humør (som i og for sig er godt men dog en smule melankolsk) kommer sig af, at jeg sad og rodede lidt rundt i, hvad jeg engang interesserede mig for. For nogle år siden faldt jeg over en gut, nordmand tror jeg nok han er, på nettet. Jeg har aldrig snakket med ham personligt, men jeg har set hans videoer til hudløshed. Vurtne, det var det navn han gik under. Vurtne var omend ikke andet verdenskendt, sågar i Kina. Pludselig en dag forsvandt han, og her til aften mens jeg alligevel sad og rodede rundt i ting, der hører fortiden til, besluttede jeg mig for at finde ud af, hvad der egentlig blev af ham. Dog blev jeg ikke ret klogere, men jeg kunne forstå der havde været noget rod med en asiatisk pige, som vist havde fået ham til at opgive sin berømmelse (dog ved folk stadig hvem han er). Længere kom jeg ikke. Men hvad jeg ikke vidste på daværende tidspunkt var, at denne lille opdagelse skulle få mig til at tænke på helt andre ting, end lige hvad der blev af ham.

I min storhedstid på nettet, var jeg omgivet af navne some Vurtne, Drakedog, Kungen osv. Alle vidste hvem de var, alle elskede dem. Selv jeg. Dengang var jeg kun en knægt, omkring de 21 vil jeg tro. Mine helte var ikke Bret Easton Ellis, James frey osv. som er mine sande helte i dag. Dengang var det netop Vurtne og Drakedog. Både for deres performance, deres underholding og ikke mindst deres kærlighed for det samme som jeg. Nu er der gået 5 år, og i de 5 år er jeg ikke blevet meget klogere end jeg var dengang. Jeg har muligvis nogle andre interesser nu end dengang, men af og til kan jeg godt lide at finde deres videoer frem. Fra dengang jeg følte jeg levede i sikkerhed, hvilket jeg i modsætning ikke føler meget nu. Jeg savner de dage, hvor hvad vi gjorde var hvad vi elskede og vi kunne leve i stolthed over ikke at være som de andre. Dem der gjorde et ihærdigt forsøg, men aldrig opnåede hvad vi kunne. Den dag i dag er jeg netop bare som de andre, fordi jeg muligvis er blevet ældre og ikke helt har forstået at tingene fra dengang har skiftet retning. Jeg er ikke på toppen mere. Jeg kan knapt nok identificere mig med det mere. Nu har jeg det bare for at spilde tiden og jeg ved jeg kan forlade det når jeg vil uden at skulle bekymre mig for meget.

Siden tiden for 5 år siden er jeg blevet mere voksen. Nu har jeg et helt andet syn på livet end jeg havde dengang. Selvom jeg levede i noget rod, havde jeg ofte svært ved at tage det seriøst og de få problemer livet nu engang byder på, tog jeg ikke megen notits af dengang. Dog den dag i dag ville jeg ønske jeg havde gjort det. Så var jeg måske ikke endt hvor jeg er i dag, men trods alt, så kan man ikke lave om på fortiden, så der er intet jeg til fulde fortryder. Dog vil jeg mene jeg stadig har min gode ret til at savne det. Dog nu tager jeg tingene mere seriøst, selvom det ofte ikke gavner mig ret meget ud ad til, men jeg gør i det mindste et forsøg på at få løst tingene. Det er ikke nemt og jeg tror aldrig det bliver nemt. Det var vel af de grunde, at Vurtne f.eks. valgte at tage sin pension da han gjorde det. Han var forberedt – tror jeg – hvilket jeg aldrig var. Der er tider hvor jeg stadig tager mig i at snakke med gamle venner om dengang vi havde det sjovt. De selvsamme gamle venner har i dag alle faste jobs, er alle blevet voksne eller på anden vis kommet videre, omend ikke andet, så længere end mig. Så det er ofte en smule svært, men jeg prøver på at leve mig ind i det. Så vidt jeg ved, så lever Drakedog stadig i bedste velgående hvilket jo er fedt at se, selvom man også kan mærke på ham, at tiderne har skiftet.

Mens jeg har siddet og skrevet alt det her, faldt en scene fra Napolen Dynamite mig ind i hovedet. Hvor Uncle Rico fortælle sine to nevøer, Napoleon og Kip, om dengang han gik i High School og spillede fodbold. Hvordan han var en sand mester, ja nærmest en helt. Uncle Rico havde, som jeg, ret svært ved at forstå at tiderne skifter og at hvad man engang var, ikke altid kan forblive med at være. Man kan så til gengæld være noget andet, hvis man virkelig vil og ved hvad. Idéen var at Uncle Rico skulle være idioten i hele denne film, hvilket jeg også altid har set ham som og stadig gør, men lige det med at savne noget fra fortiden hvor man var et eller andet, det kan jeg følge ham i. Dog var jeg hverken verdensberømt som Drakedog og Vurtne, men jeg var velkendt nok i det miljø jeg begik mig i, til at folk vidste hvem jeg var, og visse folk kan stadig huske mig. Den berømte forum-troll, den bermømte ganker. Lå nummer 4 på de fleste Kill on sight lister på Talnivarr. Det var dengang. Nu er det som om jeg ikke rigtig kan komme ind i det igen. Det sidste år har jeg brugt på være alt muligt andet end Warlock, og da jeg et øjeblik troede jeg igen skulle være Warlock, gik det op for mig at jeg slet ikke skulle. Hvilket bare satte mig tilbage på nulpunket. Jeg har været alt fra Restoration Druid til Fury Warrior, til Elemental Shaman og til Protection Paladin. Ingen af dem har jeg nydt lieså meget, som jeg nød min Warlock. Men Warlocks er ikke de samme som de var denganag. Langt fra. Jeg forsøgte, men jeg kan ikke spille Warlock mere, jeg har det simpelthen ikke i mig. For tiden prøver jeg kræfter med en Holy Paladin og har visse planer med min kammerat, Jack, om at vi skal slå os ned i arenaen og for alvor gøre noget ved det denne gang. Jeg kan og vil ikke acceptere, at jeg engang var mester til PvP for nu at skrabe bunden og stort set ikke kan følge med mere.

Dog tror jeg også at ens egentlige liv afspejler meget i hvordan man håndtere sit gameplay. Har man haft en stresset dag, er man også tilbøjelig til at være stresset under et raid. Hot headed, som min gamle kompagnon Dave, plejede at kalde det, når lortet brændte på for os. Jeg læste for ikke så længe siden et indlæg på et forum, skrevet af en fyr, der som mig var gået hen og blevet lidt voksen. Tilbage i hans storhedstid på samme tidspunkt som jeg, var han single og arbejdsløs. Den dag i dag er han gift, har to børn og et fast arbejde. Han takkede Blizzard for de muligheder de har fundet på, så folk som ham stadig kunne opnå samme nydelse, selvom tiden ikke er til det mere. Langt de fleste brokker sig dog over de muligheder, men jeg regner dem alle for at stamme fra den nye generation. Altså den generation der startede da The Burning Crusade blev udgivet, generationen efter min.

Jeg forsøgte for nogle måneder siden, at hidkalde den gamle gruppe. Jeg vidste de vigtigste var vendt tilbage og visse af dem sågar tog det seriøst. For en stund så det ud til at min lille plan faktisk kunne fungere, men da folk begyndte at falde fra igen grundet deres voksne liv, faldt det hele til jorden igen og atter engang blev vi splittet. For nogle var det bare et øjebliks tilbagevendelse til gamle minder, for andre var alt blevet ændret radikalt og derfor ikke kunne fungere. For mig, tjah, jeg prøver bare at holde fast endnu engang og håbe på, at Cataclysm kan ændre det hele endnu engang og lave alt som det var engang. Der har været snak om det, så jeg har mine håb. Med lidt held, så kan jeg få nogle af de gamle kendinge ud atter engang fra deres skjul. For mit eget vedkommende, så håber jeg at jeg kan finde det sjove i det igen, om det så skal være som Holy Paladin eller noget helt andet.

Will – Held og lykke med jagten efter det perfekte job.

Carl – Held og lykke med ægteskabet.

Ross – Held og lykke med at finde dig selv.

Jeppe – Held og lykke med at få skabt dig en ordentlig fremtid. Det tegner godt, jeg er stolt af dig.

Tobias – Held og lykke med at finde dig selv.

Linus – Held og lykke med kærligheden.

Gabriele – Ødelæg det nu ikke! Held og lykke.

Andrew – Held og lykke i Australien, jeg håber du og Anna nyder livet.

Henrik – Undskyld. Held og lykke til dig og Alba med jeres liv ammen. Jeg håber i kommer til at have et skønt og lykkeligt liv sammen.

Thunder – Held og lykke til dig og din smukke kone med jeres liv og endnu engang tillykke med jeres søn.

Sidst men ikke mindst, så vil jeg mindes en person, som kun jeg havde noget at gøre med. En person som på meget kort tid, fik en nærmest faderlig rolle for mig og som jeg nød at bruge hver eneste dag på, selvom han ikke rigtig kunne finde ud af tingene på vores område. Men han havde det altid sjovt og levede sig altid ind i det, som kun han kunne. Han var på mange områder med til at gøre min hverdag en lille smule sjovere og jeg nød at lytte til hans visdom og anekdoter.

Jeg er ked af at lungekræften tog dig fra os i en så tidlig alder.

Hvil i fred Bob. Du er savnet hver eneste dag.

Hvad angår mig, så håber jeg på at Jack og jeg kan se frem til en lang karriere i arenaen. Jeg håber ikke han springer fra igen.

Et endeligt farvel til Ziena og et nyelig goddag til Orlanda.

Taltos – af Anne Rice

En vampyrs bekendelser – af Anne Rice

De fordømtes Dronning – af Anne Rice

Stormland – af Hallgrímur Helgason

Julie – af Anne Fortier

De sidste Kongerige – af Bernard Cornwell

Den danske Rytter – af Bernard Cornwell

Nordens Herre – af Bernard Cornwell

Sværdsang – af Bernard Cornwell

Det brændende Land – af Bernard Cornwell

Vilde svaner – af Jung Chang

Kunsten at leve lykkelig – af H.H. Dalai Lama & Howard C. Cutler

Især sidstnævnte er jeg meget begejstret for og omend ikke andet, så virkelig glad for at jeg har fået mig anskaffet. I og med at jeg gerne vil prøve at se om jeg ikke kan leve mere ordentlig, så jeg kan tilstræbe lykken. Jeg skal bare lige lære hvordan.

Som tidligere nævnt er denne mængde langt højere, end hvad jeg normalt plejer at anskaffe mig. Allerede har jeg bøger liggende som jeg end ikke har læst endnu, men det skal dog ikke stoppe mig for at anskaffe flere. Dog er et parti af disse bøger blevet givet til mig, hvilket betyder det ikke er nogen jeg selv har anskaffet. Jeg kan ikke komme med et konkret svar på, hvorfor jeg lige i denne tid har haft brug for at anskaffe mig så mange bøger. Jeg føler bare, at jeg for øjeblikket er inde i en stime, hvor jeg ville have godt af at få nogle nye input.

–

Det at være alene har i de sidste mange år ikke betydet særlig meget for mig. Jeg har efterhånden vænnet mig til ikke at have ret mange mennesker omkring mig. I og med at langt de fleste kalde mig ensom, tvivl jeg som så på at jeg nu også er ensom. For hvad er det egentlig der afgør at man er ensom? Hvis man har det fint med at være alene, som jeg, så er man vel næppe ensom da dette er en negativ form. Jeg føler derfor ikke at jeg er ensom. Dog vil jeg påpege, at der klart er visse folk jeg savner i mit liv. Folk som tidligere har været der som på den ene eller anden måde, har spillet en vigtig rolle i mit liv. I og for sig startede denne fundering for nogle dage siden som udspring af en samtale netop omkring ensomhed og om hvorfor man vælger at have visse personer i sit liv. Altså, hvad den konkrete grund er for selvsamme valg. For mig var det alt for tankevækkende, selvom det var en harmløs samtale, så jeg måtte træde i kraft i mig selv og fordybe mig i mine tanker, hvorfor folk ville tro jeg tager visse valg udfra en formoden ensomhed. Noget tid inde selvamme samtale, havde jeg set et program om en dreng der havde for nylig mistet sin far og derfor måtte indrømme overfor sine omgivelser, at han følte sig ensom. Nu var det ikke kun tabet af hans far der havde gjort udfaldet, men ligeså meget det at han gennemgik en svær periode af sit liv, hvor visse vigtig valg skulle træffes. Nu er jeg ikke meget for at eniggøre mig selv med noget jeg ser i TV, men overraskende følte jeg trods alt en smule empati med drengen.

Men hvad er det så der gør at jeg ikke har et problem med at være alene?

Lige præcis det spørgsmål har jeg diskuteret med mig selv i nogle dage nu. Jeg forsøgte i en mindre forsamling den anden dag, da vi diskuterede type kontra job, at give en forklaring på hvorfor jeg ville finde det mere tilfredsstillende at være selvstænding i stedet for at være lønmodtager, som langt de fleste andre i den forsamling ville finde tilfredsstillende. Jeg kom frem til, at jeg havde det bare bedre alene. Idéen om at andre skal bestemme over mig er umiddelbart ikke noget jeg vil kunne finde tiltrækkende, da jeg i den forstand ville føle mig mig mindre værd end jeg ellers ville have kunne gøre. Altså, i kort forstand vil jeg gerne kunne komme hjem med en smule værdighed og følelsen af at jeg har udrettet noget vigtigt for mig selv, uden følelsen af at være tvunget til det. Langt de fleste andre begrundede deres valg på at de også gerne ville have tid til familie og børn, hvilket jeg også sagtens kan forstå og har respekt for. Hvad der skræmte mig, var at jeg var den eneste i en gruppe på 14 mennesker, der faktisk indrømte at jeg fandt selvstændigheden mere tiltrækkende og attraktiv.

For halvandet års tid siden havde jeg glæden af at støde på en italiener ved navn David. Ham og jeg var jævnaldrende, men levede i hver sin boldgade. Trods forskelle formåede vi alligevel at kunne skabe en form for kontakt med hinanden selvom vi var rygende uenige om de fleste ting. I den forstand, så kunne vi faktisk ikke være mere forskellige, end hvad vi var. David var en pæn dreng. Den typiske stereotype italienske fyr med olieret hår og dyre jakkesæt. Han havde også et ganske fint job som topsælger i en tøjforretning og havde genrelt fingeren på pulsen. Dog på daværende tidspunkt var jeg ikke klar over, at David var den person i verdenen der skulle give mig det mest indsigtsrige og rammende råd jeg endnu har fået. Selv den dag i dag tvivler jeg på at han overhovedet har vidst at hans hurtige råd, ville have den effekt som det hidtil har haft.

En dag diskuterede vi hvorfor ham og jeg træffede de beslutninger vi gjorde og hvorfor beslutningerne havde den effekt de nu engang havde. Eftersom vi netop var to så forskellige individer, reagerede livet omkring os også forskelligt taget i betragtning af at vi begge er helt normale mennesker. Dog den mest slående forskel på os to var, at David i denne forstand ofte ville fremstå som den forstående og kærlige, hvor jeg ofte fremstod som det stik modsatte. Altså, alene bare vores udstrålinger krævede forskellige reaktioner uden vi behøvede at sige et pip. Senere spurgte jeg David om hans mening omkring dette, hvorfor folk ofte reagerede så forskelligt på os både på godt og ondt. Han fortalte mig, at jeg ofte fremstod som den intimiderende uden at det havde noget at gøre med hverken vrede, vold eller på anden vis en skræmmende attitude. Yderligere fortalte han mig, at folk var bange for min person, fordi jeg havde evnerne til netop at manipulere uden der var nogen intentioner om det og ofte tog en vis magt over folk, som jeg ikke selv havde bestemt mig for at tage. Hans forslag var, at det lige præcis var derfor visse folk ofte enten valgte at lade mig være alene, eller kun ville have meget lidt med mig at gøre. Nu er det hverken en ting jeg er stolt af eller ked af. Jeg har bare måtte indse at det ikke kan være anderledes og at jeg bestemt ikke har tænkt mig at ændre mine adfærd, da jeg i min forstand ikke mener at jeg på noget tidspunkt skal lave om på mig selv for andres skyld, så længe jeg enten er tilfreds eller kan leve med det uden de store skavanker. Trods alt, det er mit liv. Måske ikke det bedste, men det er mit.

Nu er jeg normalt ikke den rette til at snakke ned om litteratur, men jeg må desværre indse at jeg endelig har nået bunden. Jeg har faktisk fundet en forfatter, som jeg kun med væmmelse kan tænke på.

Ikke bare er jeg træt af at hun spytter bøger ud i et så vanvittigt omfang, at man skulle tro hun ikke kunne lide af skrivekrampe. Nej, hun poserer nu også i medierne, reklamer og værst af alt, på forsiden af alle sine bøger. Det er en skændsel, selv for krimi-verdenen. Jeg blev noget så vred den anden dag, da et ugeblad udråbte hende til Sveriges krimi-dronning, hvilket på ingen måde er korrekt. Enhver tåbe ved at Camilla Läckberg har den trone solidt placeret under sig. At folk ikke kan se, at hvad Liza Marklund spytter ud i flæng, ikke er andet en ferielæsning, altså den slags trash folk tager med når de skal på ferie. Det er en katastrofe, at Liza Marklund nogensinde har opnået et sådan rygte overhovedet. Enten forstår folk sig ikke på litteratur mere, eller så er folk simpelthen bare blevet ligeglade.

Amalie fra Paradise

Søde ven, læg den mikrofon fra dig. Du kan jo ikke synge. Ikke bare har du dummet dig nok på åben skærm, med din mere eller mindre opslidende, trættende og absolutte sanseløse person i Paradise. Nej, nu skal du også til at berige os med dit talent (eller mangel på samme) i radioen og på TV. Der er en grund til, at dit lille stunt hos Go’ Morgen Danmark skabte et noget så ufatteligt latteranfald på Facebook. Jeg ved ikke hvilken idiot der fik dig til at synge, men vedkommende burde da fyres fra sit job. Det var da på ingen måde noget klogt valg.

Det er typisk for Danmark, at overdøse disse håbløse talenter fra reality shows med famøse goder. Jeg behøver vel næppe nævne Sidney Lee. Selv samme tåber har heller ikke helt forstået hele konceptet bag reality tv. Det er jo meningen, at det skal indeholde folk taget direkte fra gaden, hvilket vi næppe kan sige om tosserne i Paradise. Altså, det betyder jo så, at de netop ikke skal få en pladekontrakt derefter, deres eget tv show eller optræde på andre mulige offentlige måder. Det er sådan vi får skabt talentløse tåber som Amalie fra Paradise.

Gør dog noget produktivt i stedet for at tro du er en pop-diva, og lad de professionelle tage sig af den opgave. Du ender bare falleret og slidt op som Marethe fra Livet er fedt (som forresten stadig er en ordentlig matrone).

Lige en sidste ting til Amalie. Stramme jeans og stiletter ser ikke godt ud. Det får dig til at ligne en bagstiv dværg på stylter.

For leden opnåede jeg at være ovenud lykkelig i hele 2 dage. Det var noget helt nyt for mig, men som sædvanlig fik min elendighed spoleret det hele. Jeg havde fået et job i England, og med 3 dags varsel skulle jeg flytte derover. Det var en chance jeg havde ventet på længe, men i sidste ende kunne det simpelthen ikke lade sig gøre af økonomiske årsager, takket være Danmarks ufattelig åndssvage regler, når det gælder flytning. Skuffelsen var mildest talt ret stor, da jeg endelig kunne begynde at se mig fri af Fredericias og Danmarks lænker, så dan den endelig ramte mig gik jeg fuldstændig i sort. Siden da har jeg ikke haft mange glade stunder. Ja, faktisk har jeg ikke haft lyst til ret meget, da jeg føler det hele røg tilbage på nulpunktet.

Yderligere, så har jeg længe ønsket mig at få et job i en boghandel. Nu er jeg så kommet i praktisk i Bog & Idé. Umiddelbart skulle man tro at det kunne få det hele til at vende op og ned en smule på det hele, dog sælger jeg flere plastikmapper, plastiklommer, skriveblokke og åndssvage sæson-gaver, end jeg faktisk sælger bøger, så jeg er slet ikke glad for at være der. Har overvejet lidt at hære, om det er muligt at opsige sin praktikperiode før tid, for det var slet ikke det her jeg ville.

Det er morsomt, at jeg aldrig har noget positivt at rapportere om. Jeg har længe tænkt over, hvorfor jeg ikke har ret mange positive stunder.

Nå, nok om det.

Men selvfølgelig er jeg blevet velsignet med irriterende venner, der ikke vil lade mig være. Selvfølgelig holder de bare af mig og muligvis er bekymrede, men hvis jeg giver udtryk for at der ikke er noget at være bekymret for, så luk dog røven. Det er fandeme ikke så svært at holde sin kæft, med mindre de vil snage i ting de ikke skal snage i, og så er vi ovre i en helt anden kategori end venner.

Nu jeg er ved at give mine venner en overhaling, så vil jeg lige påpege hvor træt jeg er af at altid skulle blive udstillet som et eller andet symbol for destruktion hver gang vi er sammen med dem. Hvorfor er det altid mine eskapader fra mit tidligere liv, der skal rippes op i? Ja, OK, jeg slog engang op med en pige ved at fortælle hende min bror var død og derfor ikke kunne se hende mere. OK, jeg har måske mere end en gang kommet til at sige visse mere eller mindre syge ting højt. Helt ærlig, hvorfor skal min elendighed altid udstilles som en komedie? I min kreds er det altid kig der bliver fortalt om, når der er nye ansigter. Ofte bliver disse historier modificeret til en sådan grad at det får mig til at se værre ud, end jeg egentlig er. Sidste nye medlem i vores flok er af den grund en smule skræmt fra mig, takket være historier om, at jeg for det meste er på stoffer. Yderligere er jeg også blevet udstillet som et dumt svin, der behandler kvinder dårligt og generelt bare er led ved folk. Noget af det kan jeg gå med til, da jeg absolut ikke er et af vor herres bedste børn, men behøver det altid at blive pustet op til noget så stort, så jeg til en vis grad somregl ender med bare at sidde i en sofa til en fest og holde min kæft. Jeg gider ikke gå til fest ret meget mere med mine venner. For dem er jeg jo alligevel bare et underholdningsværktøj. En selskabsleg man hiver frem, når man keder sig. “Vi keder os, lad os fortælle at Casper engang gjorde det og det og det”. Ked af det, friends, men jeg har altså også følelser et eller andet sted. Af og til ville jeg ønske, at der også blev taget en smule hensyn til mig. I kan ikke først sidde og udkåre mig til Kongen af svineriet, og derefter stille spørgsmål til hvorfor jeg sidder og holder min kæft.

Det der holdte mig en smule oppe, ved den sidste fest jeg stod model til, var at jeg nærmest sank i dyb koma over min telefon. Da jeg følte jeg havde nået grænsen, besluttede jeg mig for at skrive til en udefra som ikke kender til alle mine eskapader. En som jeg kunne snakke med i fred og ro, uden at være bange for, at om et øjeblik ville der blive grillet. Det var faktisk ganske rart, selvom en veninde af min hele tiden blev ved med lave ihærdige forsøg på at tage min telefon – dog uden held.

Jeg gider ikke acceptere at jeg bliver set på som en idiot. Jeg har det meste af mit liv blevet set på, som ham den dumme. Ham der ikke fattede en skid eller forstod de mest simple ting. Dog, så finder jeg det dybt nedværdende, at min omgangskreds ikke kan forstå, at jeg altså havde et liv før dem, ved siden af dem og sågar efter dem. Der er ingen af dem der ved hvad mine dybeste interesser er, hvad jeg tænker på når jeg er blandt andre folk og hvilken viden jeg ligger inden med. Ofte er jeg bare ham der for det meste er til stede, men som man aldrig helt lægger mærke til. F.eks. er der ikke en eneste af dem der ved, at jeg for nogle år siden prøvede på at ende mit elendige liv, og stadig kæmper med det. Ej heller ved de, hvilken følelsesmæssig kamp jeg må tage hver enste dag, eller hvem jeg i det hele taget i virkeligheden er. Det eneste tidspunkt de gider at hører efter, er når jeg har en eskapade, jeg utrolig nok bliver presset ud i at dele. Alt andet end det, kan jeg for det meste sidde at snakke hvor jeg enten bliver afbrudt eller slet ikke hørt.

I sidste uge skete der noget jeg ikke havde forventet. Jeg tjekkede min inbox igennem, og minsandten om der ikke var en mail fra Facebook om, at jeg havde modtaget en mail. Med en blanding af kvalme og nysgerrighed kiggede jeg hvad det var. Fandeme om det ikke var en mail fra en jeg engang gik i klasse med, på en af mine folkeskoler, som ønskede at invitere mig med til en eller anden kom-sammen, nu da det var 10 år siden vi var gået ud af skolen (jeg skiftede så klasse i 8. men fred være med det). Det sjove er så bare, at jeg bliver inviteret, for de idioter brugte 4 år på at gøre hver eneste dag for mig et levende helvede. Hvorfor fanden vil man overhovedet have mig med. Jeg har ikke set dem siden jeg skred, har ikke haft kontakt med dem, og har hverken ønsket eller savnet det. De kan være pisseligeglade med hvad jeg laver nu, og i det hele taget har lavet siden jeg skred. Hvis jeg ikke er helt forkert på den, så er der ikke en eneste af dem, som har skænket mig en tanke i alle de år. Ligesåledes vil jeg også skide på hvad de har lavet, laver nu, hvordan og hvad de har udviklet sig til. I kunne rende mig dengang og i kan rende mig nu.

Jeg tror jeg vil flytte væk fra Fredericia. Der er ikke ret meget at komme efter her mere, for mit vedkommende. De fleste jeg kender, vil nok alligevel ikke savne mig, så hvilken forskel vil det gøre.

Ps. Jeg gider ikke rette tastefejl. Rend mig.

I dag modtog jeg et kædebrev på Facebook, hvilket jo ikke burde komme som nogen overraskelse, da Facebook er selveste satans ynglested for den slags ubrugelige nonsens. Selvfølgelige, som de fleste andre af den slags absurde tilfælde, så påstod dette kædebrev, at hvis man ikke læste hele lortet og mindst sendte det til 10 andre, så ville man miste hvilken lykke man nu engang ville have opnået. Det er så der jeg tænker; hvem i helvede er syg nok i hovedet til at sende det, til en person der ikke har en skid at miste?

Hvad er det for en absurd verden vi lever i, hvor åbenlyse tåber for lov til at producere den her slags lort? Jeg mener, for det første findes der jo netop folk der er så dumme, at de faktisk tror på den her kædebreve og for det andet, så fatter selve skribenten såvel som bringeren ikke, at den her slags absolut sindssyge omgang ælv muligvis kune rippe op i noget, som modtageren en gang for alle egentlig ville have glemt. For satan, jeg bliver så arrig over den slags ignorance.

Jeg gad godt leve i en verden med væsentlig færre idioter og flere selvtænkende individer.

Jeg er ikke ret tit på Facebook mere – og det er med god grund. Jeg er træt af at logge på og se, at nu har mine bekendte oplevet et eller andet helt fantastisk, eller at de bare har det super-godt. Jeg er pisse ligeglad. Hvad rager det mig, og i alt sin enkelthed resten af verdenen. Egentlig stammer det fra noget jeg engang læste i en bog, eller så var det en film jeg så. Jeg kan ikke huske det. Mennesket er et rovdyr, og uanset hvor meget vi prøver på at vise sympati og medfølelse, så er det langt de fleste ting der næppe holder os søvnløse. nemlig fordi vi er pisse ligeglade.

Nok om Facebook. Jeg bruger nok tid på at slippe væk fra det, så der er næppe ingen grund til at snakke mere om det. Jeg tror jeg har understreget min pointe grundigt.

For nogle timer siden lod jeg mærke til, at en fyr i Canada jeg lærte at kende for nogle år siden, udtalte at 2009 havde været godt for ham og at 2010 ville blive endnu bedre. Et eller andet sted rasede der en jalousi i mit hovede da jeg læste det. Hvorfor skal hvert eneste år altid være så skide godt for de samme mennesker. Hvorfor er der aldrig nogen der fortæller mig, at året (hvilket som helst) vi lige er trådt ud af, bare har været noget lort, og at de det næste sikkert også bliver det. Endnu engang, mennesket er et rovdyr, vi elsker skandaler, intriger og drama.Det er derfor der altid er død og ødelæggelse i nyhederne.

For mig var 2009 året hvor jeg nåede bunden. Det år hvor jeg opgav håbet og begyndte at lytte til mit had. Hvor jeg overlod mig selv til den sønvgænger-agtige tilstand jeg altid har befundet mig i. Året hvor det gik op for mig, at jeg selv er skyld i min suppedas. For at være ærlig, så er den tilstand altid værst omkring jul og nytår. De sidste par år har julen ikke haft den store betydning for mig. Ej heller har nytåret. Der er for mange irriterende minder der vender tilbage hvert eneste år, lige præcis omkring jul og nytår. Minder der ikke er til at slippe af med igen. Det har intet med at jeg er blevet voksen og at julen bliver mindre og mindre magisk, jo ældre man bliver. Det er slet ikke det jeg er inde på. Nej, sidste gang jeg holdt en mere eller mindre betydningsfuld jul, var i 2006. Præcis en uge og en dag inden mit liv gik i stå. Hvert år, brænder julen og dagene efter, sig fast i min hukommelse og æder op alt hvad der skulle være lykkeligt. Dog er julen ikke det værste af det hele. Det værste er altid den 1. januar. Det er den dag der giver mig det sidste spark ud over kanten og efterlader mig depressiv og ude af stand til at være positiv på nogen måde. Dagene efter den 1. januar, er jeg altid en smule disorienteret omkring de fleste ting og jeg ender med at lukke mig inde på den ene eller anden måde, hvor jeg helst ikke vil have særligt meget at gøre med andre mennesker, fordi jeg har brug for at genoparbejde den lille smule selvtillid jeg har tilbage. Nu er der taget hul på År 4, og det er ikke blevet nemmere.

Tidligere i dag så jeg en koreansk film om en mand, der efter en bytur, var vågnet op i noget der minder om et hotelværelse hvor døren var låst. Uanset hvor meget han hamrede og bankede på døren  hjalp det lige lidt. Den eneste menneskelige kontakt han havde, var et lille hul i døren hvor der blev skubbet mad ind til ham. I det rum blev han holdt fanget i 15 år uden at have nogen anelse om hvorfor. Som tiden gik, blev han mere og mere sindssyg, og som han selv sagde, så føltes det som et hjem efter år 11. Da han blev lukket ud var han en slagen mand. På en eller anden måde følte jeg en form for empati med manden. Jeg kunne genkende lidt af de følelser han havde, da han blev sluppet ud. Han havde intet sted han følte han hørte til, ikke rigtig nogen han kendte og havde ingen idé om, hvad pokker han skulle foretage sig. Sådan har jeg haft det i 4 år nu. Jeg bor i en by hvor jeg næppe har meget at komme efter. Jeg har intet familie tæt på, og de få bekendte jeg har, ved jeg vil forsvinde inden længe. Det er bare ikke her jeg hører til.

I 2009 var jeg med min Far i London. Her sagde han til mig, at han godt kunne forestille sig at jeg ville passe ind. Jeg ved ikke hvorfor han sagde det, og jeg er også ligeglad. Hovedsagen er, at jeg er enig med ham. Sjældent har jeg været noget sted, hvor jeg bare havde det fedt, uden at alle mine bekymringer omkring mit liv ødelagde fornøjelsen. Det var første gang i, dengang 3 år, at jeg følte en lille snært af lykke. Simpelthen rendyrket lykke.

Jeg faldt over et website tidligere, da jeg søgte på google efter andre folk, der bruger megen tid på at snakke med sid selv. Det er en side der omhandler de mål man har i livet, hvor man så kan nedskrive de mål og senere krydse af hvorvidt man har gjort det eller ej. Det er ret fascinerende. Grunden til at jeg søgte efter andre der snakkede med sig selv, er fordi jeg har lagt mærke til at jeg er begyndt at gøre selv samme ting, og egentlig gerne ville finde noget information om det fra andre der har det ligesådan. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg taler med mig selv; kunne være ensomhed, kedsomhed, mangel på indhold i livet. Kunne være så meget, men jeg ville hvertfald se om jeg kunne finde noget informatiom omkring det. Det skal lige siges, at det ikke er fordi jeg er ved at blive sindssyg. Det er åbenbart en ret normal ting.

Jeg overlevede 2009, nu skal jeg også bare overleve 2010.